Område Avisen Nordfyn - Uge 30

 

Bramfri bakkesangere i Bogense

Efter 10 år med kabaret i teatersalen bag Cafe 44 i Bogense, valgte Agnethe Bjørn og Projekt Teatret at spille kabaret i eget teatertelt, yurten, der var opstillet ved Hotel Bogense Kyst.


Hendes efterfølgere i Cafe 44 fører traditionen videre med en kabaret, der tager udgangspunkt i et bestemt tema. Efter år med bl.a fransk, tysk, engelsk og dansk kabarettradition er turen kommet til bakkesangerinderne, som netop i år kan fejre 125 års jubilæum med deres spillested Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken i Klampenborg.


Og lad det være sagt med det samme, det lille ensemble på scenen i Bogense gør det fremragende. Filialen af Bakkens Hvile lever helt op til forbilledet, ja er måske bedre fordi det er skolede skuespillere, der spiller bakkesangere og -sangerinder.


Der er saft og kraft i Liselotte Krogagers fortolkninger af de gamle viser og sødme og charme i Lilly Lensfeldts viseforedrag. Ejnar Gensø, som ene hane i kurven, må høre meget fra kvinderne, for det er helt klart deres domæne, han er kommet ind på. De fleste kommentarer rammer under bæltestedet.
Som akkompagnetør bag det opretstående klaver sidder Ulf Starup, kendt fra mange tidligere kabaret’er i Bogense og han gør det igen til ug med kryds og slange. Det er i høj grad hans fortjeneste, at musikken understøtter teksterne på den helt rigtige måde.


Den lille teatersal er indrettet som gammeldags serveringsteater med rødternede duge på små runde borde.

 

26 viser på to timer
De fire medvirkende har fordelt ialt 26 viser imellem sig. Ja Ulf Starup er naturligvis med i dem alle.
De der er født før 1950 kender langt de fleste af dem. Viserne spiller næsten alle på fantasien, især den frække del af den. De er skrevet længe før pornografien blev frigivet i Danmark, men de handler om det, der før som nu, interesserer mennesker mest, nemlig sexlivet. Derfor var Bakkens Hvile forbudt for børn. Sådan er det ikke i Bogense, men en vis erfarenhed er godt, hvis man skal ha’ fuldt udbytte af pointerne i sangene.


Ska’ vi sove eller hvad, får en ny drejning af Liselotte Krogager. Først sødmefuldt og indsmigrende for så at slutte i Cleos version med stemte s’er og dyb stemme.


- Jeg har aldrig fået noget, Styrmand Mohr, Sutte, sutte - ikke bide, Så stritter den og mange andre får vi serveret i løbet af de to timer forestillingen varer.


Og som aftenen skrider frem, stiger stemningen i salen. Der synges med på omkvædet, der skåles, når visen Solskin kan man altid finde istemmes fra scenen og da den udødelige kendingsmelodi fra Bakkens Hvile - Køb blomster, køb blomster afslutter kabaret’en, regnede det med janter på terrassen.
Der er slav i frikadellen og festlig, folkelig og fornøjelig underholdning i Lad Bakken Hvile i Bogense.
Kabaret’en Lad Bakken Hvile spiller i teatersalen, Cafe 44, Adelgade, Bogense hver aften undtagen mandag frem til den 3. august.

 

 

Jyllands-Posten - 25. juli 2002

Af Jørgen Hansen

 

Sommercabaret i Bogense byder på et nostalgisk miks af lystige viser

Forlystelsessygen synes at have ramt Bogense. Knapt havde Katakomben rykket teltpælene op efter cabaret'en "Balladen i Kongsgården", før teatersalen i Café 44 tirsdag aften havde premiere på sin sommercabaret.

Med venlig hilsen til syngestedet Bakkens Hvile i 125 års-jubilæet er titlen "Lad Bakken Hvile", og med et miks af 26 sange, nogle naturligvis fra syngepigernes frække repertoire, nogle fra revyer og film, får man en lystig og for mange nostalgisk 100-årig kavalkade.

Skillingsvise fra 1915

Det er vovede viser fra en tid, da det var lidt avanceret at anbefale pighvar eller synge en tilsyneladende uskyldig sang som "Cigaren", en skillingsvise fra 1915, som i sit emnevalg i øvrigt ligger tæt på om end ikke en dansk så dog en amerikansk nutidsvirkelighed.

 

Nye pointer

Det var en tid, da fem centimeter kavalergang eller et blottet lår sendte vibrationer helt ned til de billige ståpladser, og de tre skuespillere på scenen leverer teksterne, ofte med de gode, overraskende rim og pointer, med megen afvæbnende charme.

Liselotte Krogager og Lilly Lensfeldt er trukket i de frække pigers uniform, tilpas stram både til gården og til gaden, og Ejnar Gensø er den nobelt klædte konferencier, der dog ikke går af vejen for i sagens tjeneste selv at trække i kvindeklæder.

Skuespillerne på scenen er godt hjulpet med pianisten Ulf Starup, som professionelt er aktivt med på alle deres løjer.

Med tekster af længst hedengangne sangskrivere som Robert Arnold, Thøger Olesen, Børge og Arvid Müller, Mogens Dam, Epe og Aage Steentoft imødegås påstanden om, at om 100 år er alting glemt. Det pikante, den gode vise og den professionelle udførelse går aldrig af mode.